Stormhvalen – om at finde hinanden…

Stormhvalen - Benji Davies - Børnebøger

Stormhvalen af Benji Davies er en smukt illustreret og meget stemningsfuld fortælling om at være alene, om et forunderligt møde og om at finde hinanden. 

Louie bor ved havet sammen med sin far og seks katte. Hver dag tager Louies far af sted til en lang arbejdsdag på sin fiskebåd. Louie – kan man forstå – tilbringer dagen alene. I hvert fald nævnes hverken en mor, naboer eller babysitter.

Efter en voldsom storm finder Louie en strandet hvalunge i vandkanten. Da han ved, at hvaler ikke kan overleve udenfor vandet, tager han den med hjem i sit badekar.

Og her udspiller en hjertevarm scene sig.

Med ryggen mod badekaret fortæller Louie hvalen historier om livet på øen. Et fint og intimt øjeblik, som både Louie og hvalen nyder.

Børnebog- Stormhvalen - Benji Davies

Men hvad vil faren sige til hvalungen i badekaret? Heldigvis bliver han ikke vred. Han forstår, at Louie har savnet en at snakke med. Og Louie forstår, at hvalen må tilbage i havet. I endnu et smukt og stemningsfyldt billede sætter de to hvalen fri.

Selvom det at være alene må antages fortsat at være et grundvilkår for livet på øen, er faren og Louie efter episoden kommet tættere på hinanden. I mødet med hvalen finder de to hinanden, sådan rigtigt.

Børnebog: Stormhvalen - Benji Davies

Benji Davies smukke illustrationer er bærende for denne ordknappe fortælling. Der er meget, der ikke bliver fortalt, meget man må tænke sig til, men samtidig er samspillet mellem tekst og illustrationer så fint, at man forstår det, der ikke bliver sagt. Der er så mange fine små detaljer, som er med til at fortælle historien om faren og sønnens liv.

En bog vi varmt kan anbefale!

Læs mere om forunderlige møder og om at finde en ven i den hjertevarme Hittegods af Oliver Jeffers. 

Stormhvalen af Benji Davies
Billedbog (3-6 år), 150 kr.
Februar 2016, Gyldendal

Stjerner - 5

 

Du kan købe bogen hos Gyldendal.dk. 

Skriv et svar