Om at blæse væk

 

BJARNE BLÆSER VÆK er en hæsblæsende, underfundig og finurlig fortælling om storby-solsorten Bjarne, der finder sin rette gren sammen med park-solsorten Charlotte.

Bjarne er i den grad en storbysolsort. Som starter dagen med et hæst host og pippebrøler efter sine smøger. Som trives i de grå storbygaders larm og kaotiske virvar.

Men som pludselig en dag blæser væk. En kæmpe orkan – faktisk verdenshistoriens største orkan – rammer byen og får byttet rundt på både Bjarne og huse og gader.

Bjarne vågner op et helt nyt og ukendt sted. Med blå himmel. Grønne blade. Og en pæn brun dame. Charlotte. Og det er så rart, at Bjarne tænker, at han faktisk kunne bliver der altid.

Den er ret skør fortællingen om Bjarne. Og ret sjov. Og til sidst nærmest helt poetisk. Zenia Johnson charmerer som altid med sin skæve og underspillede humoristiske tilgang til børnebogsmediet. Her bliver leget med sproget og vores forestillinger om solsorte.

Simon Væths illustrationer er vilde, voldsomme og farverige og passer perfekt til Zenia Johnsons tekst. Det grimme og kaotiske byliv står i kontrast til det rolige og smukke parkliv (som dog heldigvis har skraldespande).

Må anbefales til alle, der – måske uden at vide det – har brug for at blive blæst lidt væk.

Bjarne blæser væk af Zenia Johnson (ill: Simon Væth)
Billedbog (4-7 år), 280 kr.
Januar 2019, Jensen & Dalgaard (anmeldereksemplar).