Dengang Sallys far var dreng

Dengang Sally far var dreng

“Og altså, dengang jeg var dreng, GIK jeg i skole. Altid. Det var 14 kilometer, og der var sne her op til,” siger far og holder en hånd lige under sin hage. “Og sko – det havde vi sandelig ikke råd til, så det var på bare fødder!”

Sådan var det sjovt nok også dengang min far var dreng – ja altså, selv om han oveni blev jagtet af hunde så store som Rundetårn hele vejen! Fædre, der måske overdriver en liiille smule, når de skal fortælle om deres barndom, er om ikke universelt, så i hvert fald et ret udbredt fænomen.

Og sådan en far har Sally.

Han fortæller den ene overdrevne historie om sin barndom efter den anden, så Sally og hendes lillebror kan forstå, hvor nemt børn nu til dags har det. Dengang Sallys far var dreng fik han fx kun en halv appelsin i julegave, som han tilmed måtte dele med sin lillebror, til aftensmad fik de koldt grus, og om natten sov han i en våd papkasse!

Og det tog han så sandelig ikke skade af!

En dag synes Sally det bliver for meget med alle røverhistorierne, så hun slår sig sammen med sin farmor, som afslører faren i hans løgne. Sallys far bliver så flov, at han lover ikke at lyve mere. Men er ham far måske ikke lidt kedelig, når man tager løgnehistorierne fra ham?

IMG_8790

Denne bog er virkelig sjov – min søn grinede simpelthen hele vejen igennem den.

Den fænger både på grund af den fantasifulde fars underholdende historier om, hvad han blev udsat for som barn. Men også fordi illustrationerne bare er rigtig sjove. Min søn var helt færdig over tegningerne af Sallys lillebror, der hele tiden befinder sig i periferien af historien, igang med at lave en eller anden form for gale streger.

Og jeg synes den er sjov, fordi den minder mig om utallige familiemiddage, hvor min far og hans brødre fortalte den ene røverhistorie efter den anden om kæmpemæssige snedriver, kæmpestore hunde og avisruter så lange som et ondt år.

Bogen indeholder masser af muligheder for at grine sammen – og så fungerer den bare rigtig godt.

Læs også om Anna, der har haft besøg af en bogstavtyv – og pludselig ikke kan sige A

Dengang Sallys far var dreng af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen
Billedbog (3-6 år), 250 kr.
Marts 2015, Turbine Forlaget (anmeldereksemplar)

Stjerner - 5

 

Bogen kan bl.a. købes hos Turbine Forlaget.

2 tanker om “Dengang Sallys far var dreng

Skriv et svar