Da natten blev væk…

Da natten blev væk - Ane Bjørn - børnebøger

Theodor bor hos sin far i et hus i et træ i en by på en bakke. Bortset fra det med træet er det et helt almindeligt hus i en helt almindelig by, og Theodors far er en helt almindelig far. 

Men en dag i Theodor og hans fars helt almindelige liv, sker der noget meget ualmindeligt. Natten er pludselig væk!

Mens Theodors astronomfar, begravet i bøger og måleinstrumenter, forsøger at regne ud, hvor den er blevet af, griber Theodor problemet noget mere praktisk an. Han drager simpelthen afsted for at finde natten og bringe den tilbage.

På sin vej støder han på andre, der også savner natten: en stjerne, der ikke kan komme tilbage på nattehimlen; en ulv, der mangler en måne at hyle imod; et uhyre, som ingen længere er bange for, fordi de nu kan se, at det i virkeligheden er sødt og lyserødt.

Da natten blev væk - Ane Bjørn - Børnebøger

De tre slår følgeskab med Theodor og ender efter en længere rejse hos en mand med en helt særlig støvsuger – en af den slags, der kan støvsuge natten og skygger op. For denne mand er så bange for mørket og alt hvad, der gemmer sig i det, at han simpelthen har suget natten op.

Theodor og hans venner får heldigvis vist den frygtsomme mand, at natten og mørket også rummer utrolig skønhed. Ligesom de får afmystificeret nogle af de ting, han frygtede.

Natten bringes tilbage og alt er godt igen.

Da natten blev væk - Ane Bjørn - Børnebøger

Da natten blev væk af Ane Bjørn er en meget smuk børnebog – en slags grafisk roman – med en utrolig fin og lyrisk historie. Historien er fantastisk (i den litterære betydning) og magisk med et strejf af naivitet og vækker mindelser om Michael Endes Den Uendelige historie og ikke mindst Saint-Exupérys Den lille prins.  

Illustrationerne er også helt særlige, og meget smukke og stemningsfulde. Baggrunden er malet med akvarel, mens selve karaktererne er helt enkle stregfigurer. Dette giver et meget originalt udtryk.

Og så er der masser af samtaler, som kan udspringe af bogens tematikker: at det man ser, farves af ens perspektiv; vigtigheden af at udfordre ens frygt; at prøve at have fokus på det smukke; at prøve at have et åbent sind og meget, meget mere.

Læs også om Azizi og hans drømme om frihed fra tyranni i den meget smukke Azizi og den lille blå fugl. 

Da natten blev væk af Ane Bjørn
Billedbog (4-7 år), 250 kr.
Marts 2015, Turbine Forlaget (anmeldereksemplar)

Stjerner - 6

 

Bogen kan bl.a. købes hos Turbine Forlaget.

Skriv et svar