Tork og Hest – den porcelæne danserinde

Børnebog - Tork og Hest - Porcelæne dansering - Louis Jensen

Louis Jensen er klar med en ny højtlæsningsbog om den eventyrlystne dreng Tork og den godmodige og kloge hest Hest. Denne gang skal det herlige makkerpar løse mysteriet om den porcelæne danserinde. 

I den tidligere bog om Tork og Hest  – Tork og Hest på nye eventyr – modtog de to et brev fra en fortvivlet pige, der var i stor nød. I denne bog viser det sig, at brevets afsender er en danserinde, som Tork og Hest har opdigtet og beskrevet i deres meget populære bog ABE.

Da de to venner finder danserinden, sker der dog noget uventet: hun bliver pludselig støbt ind i en gennemsigtig porcelæn. Det er især uventet, fordi Tork og Hest – der jo selv har skrevet historien om danserinden – ikke selv har afsluttet den på så ulykkelig vis.

Tork og Hest finder ud af, at en eller anden – det er uvist hvem – i den 2. udgave af bogen ABE har omskrevet slutningen. Gode råd er dyre, da det viser sig, at det ikke er tilstrækkeligt blot at skrive en 3. udgave af bogen.

Vil det lykkes Tork og Hest at få befriet den smukke danserinde?

Børnebog - Louis Jensen - Tork og Hest - Den porcelæne danserinde

Tork og Hest befinder sig endnu engang i et forunderligt og eventyrligt univers, der emmer af sproglige finurligheder og uforudsigelige handlinger. Historien i denne er mindre opbrudt, mere helstøbt, end i nogle af de tidligere fortællinger, men stadig lige magisk.

Bogen kan muligvis godt stå alene, men hvis I ikke allerede har læst de tre foregående bøger, kan det kun anbefales. I denne fortælling er der adskillige referencer til de tidligere bøger og temaer, der går igen. Således har de tre bogstaver ABE og Hests komplicerede regnestykker ikke mistet deres store betydning.

Børnebog - Louis Jensen - Tork og Hest - Den porcelæne danserinde2

Som i de tidligere bøger er tonen humoristisk og let, sproget er legende og poetisk, og historien bare så utrolig dejlig.

Illustrationerne er om muligt endnu smukkere end i de øvrige bøger. De er fulde af poesi, underfundigheder og finurligheder, og er tegnet med en fin lethed og skrøbelighed. Ikke en streg, man ser så ofte i børnebøger, men en streg, der passer utrolig godt til Louis Jensens ord.

Vi elsker Tork og Hest!

Læs også anmeldelsen af de øvrige bøger om Tork og Hest. 

 

Tork og Hest – den porcelæne danserinde af Louis Jensen og Pia Halse
Kapitelbog (5-8 år), 250 kr.
Marts 2016, Jensen og Dalgaard

 

Du kan købe bogen hos Jensen og Dalgaard.

 

Skriv et svar