Blommeægget: Om grif-knallerter og støvsuger-blæksprutter

Blommeægget - Peter Adoplhsen - Børnebøger

Blommeægget er en vidunderligt grotesk fortælling om en grif-knallert, en blæksprutte-støvsuger og jagten på Ocean’s Spray blommejuice. En smukt illustreret historie med morsomme og absurde sproglige billeder, man ikke glemmer lige med det samme. 

“Luigi var en grif-knallert. Delvis ørn, delvis løve og delvis Suzuki AS-50”, starter historien om blommeægget. Og det er som sådan en meget simpel historie.

For Luigi er nemlig kæreste med blæksprutte-støvsugeren Else Margit, som har en forrygende sangstemme, og som – for ikke at blive for tør i halsen – drikker blommejuice af mærket Ocean’s Spray. En dag sker der dog det, der ikke må ske – blommejuicen er udsolgt.

Blommeægget - Peter Adolphsen - Børnebøger

En fortvivlet Luigi støder heldigvis ind i blommefuglen Kenneth, som lægger et blommeæg til Luigi. Ved hjælp af en gryde med kærnemælk, fortæller Kenneth, kan man omdanne blommeægget til den dejligste Ocean’s Spray blommejuice. Betalingen: 105 kys.

På vejen hjem undgår Luigi med nød og næppe at blive overfaldet af ladyshaver-måger, som vil stjæle ægget. Luigi og Else Margit får lavet blommejuice, og alt er heldigvis godt igen.

Blommeægget - Peter Adolphsen - Børnebøger

Blommeægget er en bog, man skal læse for Peter Adolphsens finurlige og fantasifulde skabninger. Det er genialt tænkt. Og for de dejlige absurditeter og indlagte lydeffekter, som gør oplæsningen meget underholdende.

Og ikke mindst for Maria Buchmanns meget smukke og stemningsfulde illustrationer, der fører os tilbage til en dunkel, brostensbelagt fortid, og som på fineste vis bringer Luigi, Else Margit og alle de andre figurer til live.

Jeg er vild med bogen! Det er skørt, det er skævt, det er absurd og ret sjovt. Samtidig må jeg også erkende, at jeg nok er mere oppe at ringe over bogen end mine børn er. Noget af humoren røg således helt hen over hovedet på dem.

En ladyshaver-måge er nok bare sjovere, når man ved, hvad en ladyshaver er.

Læs også om Kim Fupz Aakesons Tandfe – en godt tyk og stor mand med vinger, tylskørt, sølvgymnastikdragt og prinsessekrone. 

Blommeægget af Peter Adolphsen og Maria Buchmann
Billedbog (4-7 år), 250 kr.
Maj 2016, Jensen & Dalgaard

Stjerner - 5

 

Du kan bl.a. købe bogen hos Jensen & Dalgaard.