Om venskaber og hemmelige klubber

 

   

 

Vilma og venner er en skøn serie til piger i alderen 7 til 9 år. Den favner på virkelig fin vis nogle af de problemstillinger, som mange i aldersgruppen bakser med. Samtidig er bøgerne fyldt med masser af varme og hyggelige stunder.

Vilma er en pige på 9 år, som går i 3. klasse. I hendes klasse er en gruppe af piger, som er lidt sejere end de andre – og som Vilma ikke rigtig føler, at hun kan hamle op med. Da der i den første bog – Hemmeligheden – starter en ny pige i klassen, Fie, prøver Vilma at komme ind på livet af hende, så de måske kan blive venner. Det er dog svært at få lov til.

Samtidig skal klassen på lejrskole, hvilket Vilma slet ikke kan overskue – hun er nemlig mørkeræd. Det synes, hun er voldsomt pinligt. Det viser sig heldigvis, at hun ikke er den eneste på lejrskoleturen, der er mørkeræd. Og det kommer der ikke bare ét men to gode nye venskaber og en hemmelig klub ud af.

I næste bog – Fødselsdagen – skal Vilma holde fødselsdag. Selv om hun egentlig godt ved, at hun skal invitere alle, prøver hun på forskellig vis at undgå at invitere to af pigerne, fra den tidligere nævnte pigegruppe, da de gerne vil bestemme alt.

De to nye venner i den hemmelig klub hjælper først Vilma til at forstå, hvorfor det er en dårlig ide ikke at invitere de to piger – og derefter med at pigerne ikke overtager Vilmas fødselsdag og bestemmer alt. På den måde får Vilma lige præcis den fødselsdag, hun gerne vil have.

Vilma og venner kan helt klart anbefales til børn i indskolingen – enten som oplæsning eller selvlæsning til de lidt stærkere læsere. Bøgerne rammer plet til målgruppen, både i sit valg af temaer og dilemmaer og i sin tilgang til disse. Der er en dejlig tone i bøgerne, hvor varme og hygge danner en tryg ramme for Vilmas dilemmaer og svære følelser.

Mange vil kunne identificere sig med den følelse Vilma har af ikke helt at kunne følge med de lidt større piger i klassen, af at føle sig udenfor, og med lettelsen ved at finde ud af, at der er andre, der ligner en og glæden ved at finde nogle gode venner.

Vi håber på, at der snart kommer flere bøger i serien.

Vilma og venner – Hemmeligheden/Fødselsdagen af Boline Skov (ill: Sara Bøgh Jensen)
Kapitelbog ( 7-9 år), 80 kr.
Maj 2017 og Februar 2018, Forlaget Carlsen (anmeldereksemplarer)