Vi modtager rigtig mange, rigtig fine børnebøger til anmeldelse. Her er et slags opsamlingheat, som giver et hurtigt overblik over nogle af de børnebøger, vi har modtaget.
Mogens og Mahdi Forever af Kim Fupz Aakeson (ill. Rasmus Bregnhøi)
Tegneserie (9-12 år), 270 kr.
November 2018, Forlaget Carlsen (Anmeldereksemplar)
Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøis tegneserie om de to drenge Mogens og Mahdi er sygt god. Totalt ordentlig. Og ikke mindst seriøst nice.
Bogen består af 11 kortere og meget underholdende nedslag i de to bedste venners hverdagsliv.
Med en humor der bevæger sig på højt plan, tages der fat på tweenlivets mere eller mindre alvorlige problemstillinger, som fx hvordan man danner et death metal-band, hvordan man bliver madblogger og hvordan man overlever en idrætsdag.
De to drenge vil gerne være sygt seje og tjene masser af guld, men de er i bund og grund bare et par ret almindelige og virkelig elskelige næsten-teenagedrenge.
Absolut anbefalelsesværdig til din nærmeste tween.
Hvad stiller man op med Triste af Eva Eland
Billedbog (3-6 år), 270 kr.
Januar 2019, Turbine Forlaget (Anmeldereksemplar)
HVAD STILLER MAN OP MED TRISTE er en kær og varm bog til de mindste om det at være trist.
Den beskriver, hvordan det kan føles at være trist og hvad man kan gøre, hvis man får besøg af tristheden. Det er en slags brugermanual, som kan hjælpe barnet med at acceptere at tristheden findes og med hvordan barnet slipper af med den igen.
Bogen – som er utrolig fint illustreret – er en oplagt samtalebog i hjemmet og ikke mindst i børnehaven.
Hundemand – Den grimme killing af Dav Pilkey
Tegneserie (4-8 år), 150 kr.
Juni 2018, Forlaget Carlsen (Anmeldereksemplar)
Den grimme killing er tredje bog i den skrupskøre serie om Hundemand – betjenten, der er halvt hund og halvt mand.
Denne gang inkluderer bogen en klonet mini-Pjevs, en genfødt og ikke mindst ond fisk med telekinetisk hjerne og biotisk superstyrke, Den Bidske Bygning og en hær af andre levende, bidske bygninger samt tredoblede vend-o-ramaer.
Er det endnu engang grotesk og gakket. Selvfølgelig! Er det samtidig pænt underholdende. Naturligvis! Men alligevel ikke helt så underholdende som den første bog i serien.
Mowgli af Sarah Engell (ill. Cato Thau-Jensen)
Billednovelle (12 år – ), 200 kr.
September 2018, Forlaget Carlsen (Anmeldereksemplar)
MOWGLI er en knugende og barsk fortælling om et barn i en kælder. Og en mor. Og en sang om en sol, der er rød.
Det er en fortælling, hvor man fornemmer, at noget ikke helt er som det skal være. Og hvor man kun lidt efter lidt forstår, hvad der egentlig foregår. Derfor skal der heller ikke afsløres for meget her.
Det er på sin vis mesterligt udført, den knivskarpe tekst sammen med de stemningsfulde illustrationer, der både er dystre og smukke. Slutningen – på den ellers virkelig gode billednovelle – efterlod mig dog desværre lidt skuffet.