Til Den Kommende Astronaut

Alt om rummet (næsten) - Carlsen

“Men mor, hvor var vi så, da vi ikke var her?” spurgte min søn, da jeg havde læst afsnittet om Big Bang op.

Denne meget flotte bog giver svar på det meste et barn på 4-6 år kan finde på at spørge om angående rummet – næsten da i hvert fald. Det er jo gerne sådan, at når et barn får svar på en ting, så afføder det blot fem nye spørgsmål. Og ja, det kan ingen bog jo tage højde for.

Men selv om der ikke er svar på alt, så er der oplysninger om utroligt mange ting! Her er noget om månen, rumstationer, solsystemet, hvordan stjerner bliver til, galakser, astronomer og meget mere.

Emnet er på sine steder utrolig komplekst, men sproget og opbygningen er til gengæld meget pædagogisk. Min søn på 4½ år er meget fascineret af bogen og har allerede fået rigtig meget ud af den. En del af oplysningerne går naturligvis henover hovedet på ham lige nu, men min umiddelbare vurdering er, at bogen er langtidsholdbar, fordi han med tiden vil forstå mere og mere.

Alt om rummet (næsten)

Bogen er en papbog med kæmpemange flapper! Her er simpelthen flapper inden i flapperne! Et meget stort hit og en rigtig god måde at opbygge bogen på. Al informationen bliver på den måde brudt op i nogle mindre bider, som gør det hele lidt nemmere at forstå og overskue.

Bogen får [rating=6] – med pil ned!

Den anbefales til børn i alderen 3 til 7 år. Alt om rummet (næsten) af Robert Lloyd Jones, Benedetta Giaufret og Enrica Rusina er en del af en serie som udgives af Forlaget Carlsen. Bøgerne koster ca. 150 (fantastisk pris!) og kan blandt andet købes her.

Alt om...(næsten) - papbøger

Skriv et svar