Skøn nostalgisk samling

 

Det er simpelthen ren nostalgi at slå op på siderne i denne samling af Rasmus Klump-historier. I hvert fald – hvis du ligesom jeg – er vokset op med de herlige historier om Klump og alle hans venner. 

Min mand har en stor samling af Rasmus Klump-hæfter, som jeg oprindeligt havde glædet mig til at læse højt for mine børn. Og det kan muligvis godt være, at jeg har været lidt uheldig med de hæfter, jeg har haft fat i – i hvert fald levede de overhovedet ikke op til mine forventninger.

 

 

Men denne her samling, nej, se det er noget helt andet. De er præcis, som jeg huskede Rasmus Klump. Kunne det måske tænkes, at jeg har læst Rasmus Klump som pixi-bøger og ikke som hæfter?

Hvor jeg har været lidt – jeg tør næsten ikke indrømme det – småirriteret på Klump-historierne i hæfterne, så vækker denne samling i hvert fald genkendelsens glæde.

Der er tale om nogle rigtig søde og sjove, ret skøre og lidt politisk ukorrekte historier, som heldigvis også er faldet i mine børns smag. Så nu skal der dælendundreme læses Rasmus Klump højt!

En vældig oplagt fødselsdagsgave til den 2-3-årige. Især hvis forældrene også er vilde med Klump og alle vennerne.

Rasmus Klump besøger Bedstefar af Carla og Vilh. Hansen
Billedbog (fra 2 år-), 75 kr.
September 2017, Carlsen (anmeldereksemplar)

 

Køb bogen hos Forlaget Carlsen.

Skriv et svar