Om at møde bjørne

Er du også i tvivl om, hvad du skal gøre, hvis du støder på en bjørn? Så er det heldigvis masser af hjælp at hente i den skønne, skønne HVIS DU MØDER EN BJØRN.

Du skal fx være opmærksom på, at der er temmelig mange ting en bjørn er bedre til end dig – og som du derfor slet ikke behøver at overveje. Vi kan i flæng nævne: løbe, svømme, klatre – og måske også tygge tyggegummi!

Går du rundt med en kurv med bær, kan du med fordel give den til bjørnen hurtigst muligt. Det samme gælder, hvis du har honning. De fleste bjørne sætter desuden pris på, at du i det store hele virker som en flink person med fredelige hensigter. Og vi kunne blive ved. Bogen er sprængfyldt med gode råd!

Den er desuden voldsomt charmerende, både i tekst og illustrationer. Den emmer af stor humor (vi grinede en del undervejs) og er fyldt med fantastiske udtryk hos både hovedperson og bjørn. Vi knuselsker dem begge.

Må absolut anbefales til alle, der forventer at støde ind i en bjørn.

Hvis du møder en bjørn af Malin Kivelä og Martin Glaz Serup (ill: Linda Bondestam)
Billedbog (3-6 år), 260 kr.
August 2021, Jensen & Dalgaard

Skriv et svar