Illustratoren Mie Frey Damgaard og forfatter og underviser Pernille Pind har sammen lavet nogle meget smukke, nærmest poetiske bøger, der skal øge førskolebarnets interesse for og forståelse af tal og antal. Det har de gjort utrolig elegant.
De tre bøger er – med undtagelse af en introduktion til den voksne – ordløse. Illustrationerne fortæller dog en simpel historie, hvor tal og det at tælle og lægge sammen gøres vedkommende på den fineste vis.
I bogen Antal går en perlekæde med tolv perler i stykker. Drengen, som går igen i alle bøgerne, finder på hvert opslag en perle, som han lægger i sin taske. Der lægges således hele tiden én til.
Samtidig præsenteres der ting, hvor der indgår det relevante antal. Fx ved antallet 4 præsenteres en firkløver, en vogn med fire hjul, en firkant, en stol med fire ben.
Der er altså ikke tale om, at barnet bare skal tælle den samme ting fire gange, men at barnet får en forståelse for og fornemmelse af, hvordan tal er en egenskab i de ting, vi omgiver os med i hverdagen.
I Antal og ting er drengen og hans mor ude at sejle. Deres sejltur går forbi forskellige øer, der indeholder ting, der er ens og alligvel forskellige.
Fx sejler de forbi en ø med stole – nogle af stolene har tre ben, andre har fire – og en med cykler – nogle har to hjul, andre ét. Undervejs tager de nogle af tingene med, for til sidst at sortere tingene, således at de ting, der er relateret til fx antallet 2, samles.
Fokus er på forskellige og ens antal og på at sortere, så ting med ens antal samles.
I Tal og fingre går drengen forbi husene på hans vej. Ved hvert hus viser børnene, der bor i huset, hvilket nummer huset har. Husnummeret står på børnenes huse, men samtidig viser børnene det relevante tal med deres fingre. Og ikke bare viser de tallet med deres fingre, men de viser, at et antal kan vises på forskellige måder.
Ved tallet 7 viser ét barn fx to fingre på den ene hånd og fem fingre på den anden hånd, mens et andet barn viser tre fingre på en hånd og fire fingre på den anden hånd. Og det er faktisk en ret elegant måde at introducere det at lægge sammen for børn.
Min umiddelbare vurdering er, at bøgerne virker efter hensigten (som du kan læse mere om hos forlaget Pind og Bjerre) og jeg er svært imponeret af den meget effektive, men samtidig diskrete og meget elegante måde talbehandling formidles på. Det er bøger, der går skridtet videre og har mere på hjertet en de fleste traditionelle tællebøger. Det kan vi kun bifalde. Samtidig er de utrolig fint illustreret af Mie Frey Damgaard.
Min datter på snart 5 år har i forvejen en forkærlighed for tællebøger, og siden vi fik disse bøger inden for døren har de været absolut fortrukne til godnatlæsningen. Hun er helt opslugt af dem og har bare talt og talt og talt – og ikke mindst talt om de små historier i bøgerne.
De varmeste anbefalinger herfra.
Du kan her finde inspiration til nogle af de mere traditionelle tællebøger.
Antal/Antal og ting/Tal og fingre af Mie Frey Damgaard og Pernille Pind
Billedbøger (2-5 år), 140 kr.
August 2016, Pind og Bjerre (anmeldereksemplar)
Bøgerne kan bl.a. købes hos Pind og Bjerre.
GIVEAWAY
Du har nu muligheden for at vinde et sæt med disse tre fine bøger. Alt du skal gøre for at deltage er at følge Børnenes Bøger på enten Facebook eller Instagram – og skrive en kommentar nedenfor.
Du må også gerne deltage på både Facebook og Instagram for at øge dine vinderchancer.
Jeg trækker en vinder søndag den 4. september kl. 17.
De ser spændende ud. Dem vil jeg gerne vinde til min søn.
Flotte bøger. Dem vil min søn blive glad for at vinde.
Fine bøger, kunne min søn og jeg godt ønske os ?