Forlaget Flachs laver nogle virkelig gode faktabøger til børn. Fx udgiver de serien Fakta + , som tager udgangspunkt i nogle afgrænsede emneområder, som fx Droner, Kampvogne – eller som her Krigsskibe. Tilgangen til emnet er pædagogisk, men samtidig også spændende og engagerende.
En dag, efter min søn havde været på besøg hos sine bedsteforældre, kunne han pludselig historien om det meget berømte – har jeg nu fundet ud af – slag mellem det britiske slagskib HMS Hood og det tyske slagsskib Bismarck. Inklusiv de roller som Prinz Eugen og Prince Wales spillede ved sænkning af Hood.
Hvilken glæde er det så ikke, når man finder en bog – for børn – der behandler lige præcis det slag. Det er en stor glæde!
Og det gør ovenstående bog om krigsskibe, som vi allerede har læst utallige gange. Ikke mindst side 44 og 45. Dem med det berømte slag.
KRIGSSKIBE er en bog for børn, der bare er helt vilde med krigsskibe. Der er et væld af informationer om alle mulige og umulige ting, der har at gøre med disse skibe. Beskrivelse af krigsskibsmodeller gennem tiden, masser af faktabokse og tværssnit, dramatiseringer af forskellige slag i tegneserieformat og meget, meget mere.
Bøgerne henvender sig til børn fra 9 år og fungerer nok bedst, hvis barnet selv kender den historiske kontekst eller har en vis viden om de slag, der bliver udkæmpet – eller har en voksen ved siden af, der ved noget om det. For nogle af beskrivelserne er ret korte.
Men som min søn på 7 år siger, så vil han give bogen det allerhøjeste antal stjerner. Jeg giver den lige én mindre.
Krigsskibe af Henry Brooks
Faktabog (9-13 år), 240 kr.
September 2016, Flachs (anmeldereksemplar)
ANDRE BØGER I SERIEN: