Kæreste Lilla og Løve

  

 

Tegneserieforfatter og illustrator Stine Spedsbjerg (StineStregen) har skrevet og illustreret de kæreste børnebøger om pigen Lilla og hendes kat Løve. Herlige bøger til de yngste, fyldt med stor varme og masser af humor. 

Lilla og Løve-bøgerne henvender sig til børn omkring de 1 til 3 år og kredser på sin vis om nogle helt simple hverdagssituationer, som alligevel kan synes store og komplekse for børn i aldersgruppen.

I Lilla og Løve får Lilla en kat – talende, naturligvis – som Lilla jo nok mener, at hun skal bestemme navnet på. Nu er Løve dog som katte er flest – egenrådig – og insisterer på, at den hedder Løve.

Herefter udspiller sig en fantastisk scene, hvor hele familien prøver at finde på et navn til katten: “Futte”, “Møffe”, “Vingummi”, “Ib”. Min datter er helt færdig af grin hver gang. Katten går, fornærmet.

Heldigvis finder de hinanden igen, Lilla og Løve, efter Lilla har indset, at der er ting, som et barn på 2-3 år ikke kan bestemme. Særligt, når det kommer til katte.

 

 

Lilla og Løve er (ikke) bange for noget handler det om at være bange for forskellige ting. Lilla er bange for edderkopper, Løve er bange for støvsugere. Men tør de begge kravle op i et højt træ? Selvfølgelig gør de det. Tør de kravle ned? Njah, ikke helt. Heldigvis kommer Lillas far til hjælp. Han er nemlig ikke bange for noget. Altså bortset fra breve fra banken.

En rigtig fin historie, der viser, at alle er bange for noget, men ikke nødvendigvis det samme.

 

 

Der er som sagt en stor varme og en stor humor både i selve historien og teksten – og i høj grad også i Stine Spedbjergs illustrationer. Der er en skøn finurlighed, samtidig med at det hele foregår helt i børnehøjde. Ansigtsudtrykkene – ikke mindst katten Løves – er helt fantastiske og virkelig sjove. Ja, og så er bøgerne bare sådan helt lækre, med sine smukt afstemte farver.

Alt det giver tilsammen nogle virkelig dejlige børnebøger, som både børn og voksne vil sætte stor pris på. I hvert fald er både jeg og min datter – der ellers med sine 5 år ikke helt er i målgruppen – vilde med bøgerne og håber, at det ikke er de sidste bøger i serien.

Læs også om Zenia Johnson og Stine Spedbjergs absolut knuselskelige Jeg elsker dig Hest. 

Lilla og Løve // Lilla og Løve er (ikke) bange for noget som helst af StineStregen
Billedbog (1- 3 år), 70 kr.
Marts 2017, Gyldendal (anmeldereksemplar)

Køb bøgerne hos Gyldendal.

Skriv et svar