Mumi for de mindste

  

 

For omtrent 8 år siden – da min søn blev født – må jeg indrømme, at jeg var lidt skuffet over udvalget af børnebøger til de allermindste. Langt de fleste af vores papbøger er derfor købt i udlandet. Heldigvis er der sket meget siden – og denne nye Mumi-papbogserie er fx virkelig dejlig!

Som det er med papbøger til de mindste – så er der jo altså ikke så meget handling i dem. Sådan skal det være.

MUMI TAGER PÅ FERIE er en flappapbog, der handler om, at Mumi-familien skal finde de ting, de skal have med på ferien. Hvor er de? Under flappen, naturligvis.

MUMI LEDER EFTER MUMRIKKEN er en slags taktil kig-og-find-papbog, hvor man skal følge et spor med sin finger – det leder hen til Mumrikken. Samtidig skal man finde nogle udvalgte ting på billederne.

Bøgerne er meget fint udført med et udvalg af de kendte karakterer fra Mumi-universet. Illustrationerne er i lækre farver med fine detaljer. Og ikke mindst er bøgerne lavet i god kvalitet, så de ikke bare sådan bliver revet fra hinanden.

Absolut anbefalelsesværdige som nogle af barnets første bøger.

Læs vores oversigt over nogle af de bedste børnebøger til de 0-1-årige.

Mumi tager på ferie / Mumi leder efter Mumrikken af Kaya Hoff
Papbøger (0-2 år), 130 kr.
Juni 2016 / August 2017 (anmeldereksemplarer)

Køb dem på Saxo.com.