Verdens Rigeste Mand

Med meget smukke sort-hvide illustrationer som ramme fortæller Chr. Winther den absurde historie om Verdens Rigeste Mand og hans tro tjener Boris. En relevant bog, der ikke mindst vil tale til den frustrerede og let sortseende teenager.

Bogen vil helt sikkert vil tale til den tween eller teenager (og nok også voksne), der er frustreret over det kapitalistiske samfund og dets fokuseren på at købe og købe og købe, over den egoisme, der kan synes at gennemsyre samfundet, over at vi mennesker blot følger strømmen uden tilstrækkelig reflektion.

Det er en bog, der vil bekræfte den sortseende teenager i, at de voksne er smådumme og ikke har forstået hvilken grum retning verden er ved at bevæge sig i. Eller også vil det være den bog, der på sin egen absurde måde konkretiserer nogle af de ting, man måske har følt om verden, men ikke selv har kunnet sætte ord på endnu.

Sådan tænker jeg i hver fald, at bogen ville have virket på mig, en temmelig sortseende teenager. Jeg er ikke helt så sortseende mere, og derfor rammer og griber bogen nok ikke på samme måde, som den ville have gjort i teenageårene.

Det er dog helt sikkert en interessant bog med relevante pointer, der burde kunne bringe diskussionslysten frem i de fleste udskolingsklasser – og helt sikkert også omkring spisebordet.

Verdens Rigeste Mand af Chr. Winther
Kapitelbog (10 år og opefter), 150 kr.
September 2017, SMSPress (Anmeldereksemplar)

 

Skriv et svar