Hyldest til barndommens sommerdage

Åse, Åge og Ånden er en hyldest til barndommens bedste sommerdage, hvor der er masser af tid til bare at være sammen og finde på, hvor venskaber styrkes, fantasien får frit løb og hvor man måske støder på en lidt gnaven ånd i en oliekande. 

Nogle gange, når man går og leder efter noget, man ikke ved man leder efter, finder man fantastiske ting. De to venner Åse og Åge finder på lige præcis sådan en dag en ånd i en oliekande. En småbitter ånd, jovist, men en ånd som de to indleder et fint venskab med. ⠀

Det er en superfin historie med en rigtig dejlig tone, fortalt i et roligt tempo og med en skøn gennemgående stemning. Illustrationerne – som der er en del af – er desuden virkelig fine.⠀

Ånden får desuden hjulpet Åse – der bliver moppet fordi hun har et mindre handicap – med at få bugt på sine plageånder. Måske ikke verdens mest realistiske måde at få klaret den slags dagligdags problemer på, men ikke desto mindre den måde, man måske kunne ønske sig, det kunne ske på.

Min datter på 6 var opslugt af historien fra start til slut og var særligt vild med den forvandling ånden undergår undervejs i historien.

Varme anbefalinger her fra.

Åse, Åge og Ånden af Ulf Stark (ill.: Per Gustavsson)
Kapitelbog (5 -10 år), 250 kr.
Marts 2018, ABC Forlag (anmeldereksemplar)

Skriv et svar