Om at være en havfrue

Julian er en havfrue er en vidunderlig billedbog om en dreng, der gerne vil være havfrue. Bogens omfavnende rummelighed kombineret med budskabet om, at man skal have lov til at være den man er, danner sammen med nogle fantastisk smukke illustrationer rammen for den hjertevarme fortælling.

Historien handler om Julian og hans bedstemor, der i toget møder tre kvinder klædt ud som havfruer. Julian elsker havfruer og forvandler sig i fantasien til en. Efter afslutningen på togturen kundgør Julian: “Bedste, jeg er også en havfrue.”

Da Julian og bedstemoren når hjem, tager bedstemoren et bad. Julian benytter lejligheden til at bruge ting i stuen, bregneblade, blomster, et gardin, til at klæde sig ud som en havfrue. Man forventer en bedstemor, der ikke bliver glad.

Men i stedet for skæld ud tager bedstemoren Julian med til et sted, hvor alle er klædt ud som forskellige havdyr og -væsner.

Julian og hans bedstemor er sorte amerikanere, som bor i et multietnisk, urbant miljø, der kunne minde om fx New York. Atmosfæren fra sommerens gadeliv i storbyen danner en stilfærdig og farverig baggrund for Julian og bedstemorens færden gennem byen.

Ind i storbylivet væves både Julians fantasi om at være en havfrue og senere hans målrettede brug af ting fra sin bedstemors lejlighed til at klæde sig ud som havfrue.

Brugen af ord er knap, så ikke meget bliver forklaret og behøver heller ikke forklares. Bogens budskab om rummelighed og accept står nemlig klart frem uden at det skal pensles ud. Faktisk er det sjældent set gjort så forfinet og elegant, som i Jessica Loves lille perle af en fortælling.

Og så er der de helt, helt fantastiske illustrationer. Nok de smukkeste som er set i år. Det er her, at historien virkelig folder sig ud, sprudler og bliver nærværende.

Må absolut anbefales til alle.

Læs også om Lucas og hans lyserøde tylskørt.

Julian er en havfrue af Jessica Love.
Billedbog (fra 3 år), 248 kr.
Oktober 2018, Jensen & Dalgaard (anmeldereksemplar).