Om forældrenes skænderier

 

OTERNE KOMMER er en særegen rejse ind i de mørkere kringelkroge i børnesindet. Derinde hvor forældrenes ord skaber vrede og skærer i hjertet, derinde hvor dunkelbror skærer bamsen i stykker, derinde hvor Oterne kommer på besøg.

Bogens illustrationer er holdt helt i grå blyantsstreger. Baggrunden er lavet af mørke kruseduller, hvori enkelte ting og ikke mindst hovedpersonen, barnet Gert, træder frem. Det er mørkt, fordi det er sengetid. Men mørket er samtidig ildevarslende og ubehageligt.

Indefra sit værelse hører Gert nemlig sine forældre skændes, om hvem det er, der skal passe Gert denne gang. Det sætter gang i nogle ubehagelige tanker i Gert, om at det måske var bedst, hvis han slet ikke var der.

Man fornemmer Gerts ensomhed i mørket, og hans indre frustrationer bliver personificeret af en mørk skygge – dunkelbror – der knap nok anes i baggrunden, men som klipper hans bamse Frømand i stykker. Her er ikke rart at være.

For at kunne holde det hele ud skaber Gert Oterne. De virker indledningsvist meget uhyggelige, men de hjælper Gert til at forstå, hvorfor han klippede sin bamse i stykker og hjælper ham med at lappe den sammen igen. Man fornemmer de har en forløsende effekt.

Mere end at være en traditionel billedbog er OTERNE KOMMER en form for grafisk roman. Som i tegneserier findes en del af teksten i talebobler eller også er de spredt på rundt opslagene. Der er mere tale om en indre dialog, og bogens handling skildres snarere i illustrationerne end i teksten.

Bogens visuelle udtryk er meget stærkt, gribende og ubehageligt. Man er ikke i tvivl om, at Gerts børneværelse på lige præcis det tidspunkt ikke er et rart sted at være. Sarah Schackinger formår med originale virkemidler på meget fin vis at skildre de indre konsekvenser af forældrenes ord.

Det er imidlertid ikke en bog, jeg vil anbefale til de mindre børn. Dertil virker universet umiddelbart alt for abstrakt og uhyggeligt. Til gengæld tror jeg, at det vil være en bog, som vil kunne forstås og være interessant for de større børn i indskolingen og eventuel også på mellemtrinnet.

Oterne kommer af Sarah Shackinger
Grafisk roman (8-12 år), 200 kr.
Maj 2018, Forlaget Carlsen (anmeldereksemplar)

Skriv et svar