For det kan man jo dø af!

 

JOHANS VIRKELIGE HÆNDELSER er bogen til tweens med sort humor, kulsort humor! Den er grotesk, den er absurd, kanten af makaber – og så er den virkelig sjov. 

Bogen består af 11 korte nedslag i drengen Johans liv, som alle slutter af med en form for opbyggelig morale. Som fx denne:  “Så husk, at det er kun sjovt at slå andre, hvis du ikke selv kommer til skade” eller denne: “Så husk at passe på dem, du elsker. Uden at stjæle for meget.”

Et omdrejningspunkt i alle historierne er, at der er noget man kan dø af. Hvad enten det er slik, at blive skyllet ud i toilettet, at blive boret i nerverne eller få skåret halsen over.

I de 11 hændelser i Johans liv bliver tingene vendt på hovedet. Intet er aldrig rigtig, som vi forventer. Og det er i de groteske og absurde drejninger som historierne tager, at de bliver rigtig sjove. Og her gælder det, at jo mere grotesk det er, jo bedre.

Vi er særligt vilde med Johans piberygende lærer Berit, som fortæller gyserhistorier for klassen, så de er ved at dø af skræk. Eller historien om de tre Kenneth’er (“Den første Kenneth gik med våben. Men uden kugler i. For det kan man jo dø af!”). Eller historien om klassefesten (“Hele klassen græd. Men det var i det hele taget en god fest”).

Det er helt sikkert ikke en bog for alle, men det er en bog for alle, der elsker kulsort humor. Man kunne desuden forestille sig, at bogen – i fx en undervisningssituation – ville danne en perfekt baggrund for, at børn selv digtede groteske historier om deres liv med udgangspunkt i absurde moraler.

 

Johans virkelige hændelser af Johan Deckmann (ill: Alexander Wybrandt)
Læsebog (11 – 14 år), 220 kr.
November 2018, Alinea (Anmeldereksemplar).

 

 

Psst – det er også værd at tjekke forfatter – og multikunstner – Johan Deckmanns kunstværker ud her.