Farverige Hanne Hundige

Der er fest og farver hos Hanne Hundige. Der er sjov og ballade. Der er varme og masser af hygge. Man bliver kort sagt lukket ind i et rigtig herligt univers, når man træder ind ad døren hos Hanne Hundiges til tider ret skøre familie.   

HISTORIERNE OM HANNE HUNDIGE er tre historier fra Hanne Hundiges liv. Den første handler om Hanne, der er alene hjemme i to timer. Hun må ikke se TV, det har hun fået at vide. Men det kalder på hende. Det gør det ligesom ikke nemmere, vel! Kroppen sukker desuden efter sukkermadder, som hun heller ikke må tage.

Den anden historie handler om Hannes fødselsdag. Om de to han-hunde som Hanne får. De skal hedde Mary og Frederik. Hanne er nemlig vild med kongefamilien. Om Hannes bedstemors pruttebomber. Og flødekaramelpapir i håret. Sidste historie handler om, at Hanne skal besøge sin nye hest, som står ude ved hendes onkel og hans kone.

De enkelte historier bliver fyldt ud med tilbageblik og beskrivelser af Hannes skøre og skønne familie. Min datter udtalte flere gange undervejs i historien: “Jeg ville ønske det var mine forældre.” Og det kan jeg godt forstå – dem ville jeg dælme også gerne have til forældre.

Der er masser af grin, masser af varme, masser af laven sjov med hinanden. Kender du Krummes familie, så er der flere lighedspunkter til Hanne Hundiges familie.

Der leges meget med sproget i historierne. Hanne tager de voksnes talemåder og voksensnak og forsøger at sætte det ind i sin egen forståelsesramme. Det er på sin vis rigtig sjovt, men nogle gange bliver det lidt knudret og en del af det sjove går direkte hen over børnenes hoveder.

Det var dog ikke noget min datter lod sig gå synderlig meget på af. Helt sikkert fordi Hanne Hundige-universet og de skønne karakterer, der bebor det, bare fungerer rigtig godt. Thomas Hjorthaabs farverige og sjove illustrationer komplementerer desuden på virkelig fin vis den lidt skøre historie.

Historierne om Hanne Hundige af Tomas Lagermand Lundme (ill. Thomas Hjorthaab)
Kapitelbog (5-8 år), 150 kr.
Februar 2019, Forlaget Carlsen (Anmeldereksemplar)

 

Skriv et svar