Himmelkonger og huller i taget

   

 

Forlaget Eksistensen har i samarbejde med Frederiksberg Provsti udgivet en meget fin serie af bøger til de 3- til 9-årige. De er oplagte til samtaler om tro, om tvivl, om mirakler.   

Bøgerne tager hver især udgangspunkt i fortællinger i Det Ny Testamente. Hanna, Herodes og himmelkongen handler om Jesu fødsel, Laban, Lea og lagenet handler om Jesu død og genopstandelse, mens Adam, Anna og hullet i taget fortæller om, hvordan Jesus helbredte en lam mand og Petra og feberen om hvordan Jesus helbreder Petras syge mormor.

Fortællingerne har børnene som hovedpersoner og bruger dem og deres oplevelser som omdrejningspunkt. Mens de er i gang med hverdagslivets forskellige gøremål – som fx at hente vand ved brønden eller at lege med et lagen – støder de tilfældigt på usædvanlige oplevelser, som de møder med et barns nysgerrighed og åbenhed.

Børnene undrer sig og stiller spørgsmål, men ellers bliver der ikke gjort noget særligt ståhej ud af hændelserne, som jo egentlig er ret særlige. Hvis der sker noget mirakuløst, lader forfatteren det være op til læseren at udlede dette. Og det fungerer faktisk rigtig godt.

Jonas Lucas Christys sprog er levende og engagerende, mens Josephine Kyhn har lavet nogle helt fantastisk smukke illustrationer, som egentlig godt kunne nydes i et større format. Samtidig passer formatet dog perfekt til adspredelse for børnene under fx en gudstjeneste.

Bøgerne er selvfølgelig oplagte at benytte i kirkelige sammenhænge eller til undervisning, men de er lige så oplagte til samtaler om tro i hjemmet. Eller bare som nogle gode historier.

Adam, Anna og hullet i taget (6-9 år) // Hanna, Herodes og himmelkongen (6-9 år) // Laban, Lea og lagenet (3-6 år) //Petra og feberen (3-6 år)
af Jonas Lucas Christy (ill: Josephine Kyhn)
Billedbøger, 60 kr.
Maj 2019, Forlaget Eksistensen (anmeldereksemplar)