Når man har en magisk fe-mor

 

 

Til daglig ligner Ellens mor en helt almindelig mor, men når hun tramper tre gange i jorden, klapper i hænderne, vrikker med numsen og siger “Skumfidus” forvandler hun sig til en fe. Tilmed en nymodens en af slagsen, som ser tryllevideoer på Fe-Tube og har en computryllestav.

Hun har nu visse udfordringer med sit trylleri, men heldigvis kan Ellen træde til og hjælpe hendes mor med at få rettet op på de værste katastrofer.

Bogen består af fire særskilte historier om Ellen og hendes mor – og hendes noget knurvorne far. Det er ret hyggeligt og ikke mindst sjovt at følge med i de magiske forviklinger og skøre påfund. Når familien får et magisk klædeskab, der kan fange indbrudstyve. Når moren får tryllet fletninger på hele familien. Når poolen på familieferien pludselig består af soft ice.

Bogen er en let-læsnings-bog (lix 20,3), som med de utrolig fine illustrationer indbyder til selv-læsning for de 8-10 årige. Det er let og luftigt, ikke nødvendigvis stor og uforglemmelig børnelitteratur, men absolut læseværdigt. Min datter på 8 år greb bogen med det samme, hun så den og endte faktisk med at læse alle 168 sider selv.

Må anbefales til alle der er vilde med feer og magi!

Mig og min fe-mor (2) af Sophie Kinsella (ill: Marta Kissi)
Kapitelbog (6-10 år), 290 kr.
April 2020, Gads Forlag (Anmeldereksemplar)