Gunvor Ganer Krejbergs historie om alfepigen Mirja er en spændende og fængende fortælling om ikke at være som de andre, om at være modig, når det gælder og om at have hjertet på rette sted. Den er sød, sjov og lige tilpas uhyggelig.
Historien om Mirja er historien om en pige, der ikke helt er som de andre alfepiger. Hun er modig, hun er stædig og har et iltert temperament – og så ender hun tit i nogle situationer, som ikke går helt efter planen. I hvert fald når det handler om de andre piger fra alfekolonien eller hendes mor.
Mirjas far er forsvundet og det har efterladt Mirja, hendes og hendes to brødre i en hård økonomisk situation, der bl.a. betyder at Mirja – som i øvrigt er sådan en pige, der ret tit kommer til at ødelægge sine vinger – må få dem repareret af edderkoppen Olga – og det er i hvert ikke der de øvrige piger, får lavet deres vinger. To piger fra skolen er efter hende og hendes mor forstår hende ikke.
Det hele er faktisk lidt noget hø.
Der er en vrede og tvivl i Mirja, et virvar af følelser, som mange tweens vil kunne genkende. Ikke mindst dem, der føler, de heller ikke rigtig passer ind. Samtidig besidder Mirja en eventyrlyst og et mod, som man kan beundre hende for.
I bogen skal Mirja redde alfekolonien fra at blive spist af en ræv. Hun får hjælp af sine nyfundne venner, et pindsvin og en krage, som er de eneste, som tror hende. Der er flere spændende optrin, nogle af dem grænsende til det lidt uhyggelige, og ikke mindst sjove episoder. Alt ender heldigvis godt.
Mirja – De nye vinger er en velfortalt fortælling, som rummer flere genkendelige scenarier og følelser for målgruppen. Bogen er opdelt i tilpas korte kapitler, der gør dem overskuelige at læse. Samtidig er der gjort meget ud af at gøre bogen til noget helt særligt – med en smuk forside, flotte og farverige illustrationer, der skaber nogle fine opbrud.
Hos os vinder bogen særligt vores hjerter, fordi den handler om den lidt vilde pige, der tør skille sig ud. Dem kan vi godt lide.
Mirja – De nye vinger af Gunvor Ganer Krejberg
Illustreret af Rebecca Bang Sørensen
Kapitelbog (6-10 år), 130 kr.
Februar 2017, Gyldendal (anmeldereksemplar).
I serien findes også Mirja – Drømmestenen: