Min mand – Aske Munk-Jørgensen – og min søn kastede sig over GADS lette klassiker JORDEN RUNDT I 80 DAGE, da de skulle vælge sommerferielæsning. Det blev både en vildt spændende og meget lærerig oplevelse, som Aske har sagt ja til at fortælle mere om her:
JORDEN RUNDT I 80 DAGE tilhører kataloget af klassiske børnebøger sammen med Børnene i Nyskoven, Skatteøen og Ivanhoe. Generation efter generation af børn på disse breddegrader er vokset op med den.
Det er den tradition, Gad taler ind i, og kvalitetsniveauet er højt. Bogen ligner en klassisk eventyrroman. En af den slags, man forventer at finde bagerst i en glemt reol i sine bedsteforældres kælder. Helt ned til den klassiske font.
På den måde er man godt inde i stemningen, allerede inden man begynder at læse teksten, der er gendigtet letlæseligt og elegant uden at tale ned til børnene. Det er ikke litteratur til børn. Det er litteratur, som børn kan læse.
Det er et højtkvalitetsprodukt, og det var ikke noget, jeg nødvendigvis forventede. Moderne produktionsbudgetter er ikke store, men måske er det her en del af en større bevægelse i retning af bøger, der simpelthen bliver lagt mere kærlighed og flere ressourcer i.
Jeg rystede til gengæld lidt på hænderne, inden vi begyndte at læse. For ja, JORDEN RUNDT I 80 DAGE er måske Indiana Jones i bogform, men på den anden side skriger Jules Vernes tekst orientalisme. Den rige engelske gentleman, der rejser jorden rundt og undervejs møder og besejrer alt fra sataniske kali-kulte til blodtørstige siouxer på de amerikanske stepper.
Bevares, Jules Verne gør nar af alt og alle, inklusive snobbede englændere og livsnydende franskmænd. Men lige meget hvad, er teksten unægtelig en hvid, mandlig europæers syn på verden i midten af 1800’tallet.
Kunne min dreng finde ud af navigere i teksten? Hvad ville han overhovedet sige til det?
Resultatet var overvældende positivt. Han var uden problemer i stand til at skille de enkelte lag ad. Hvad angår den grundlæggende historie, var han var vildt optaget. Han sad som på nåle og bad mig om at læse videre, hver gang jeg stoppede. Nogle gange var det så spændende, han ikke kunne blive siddende stille. Ville Phileas Fogg nå postbåden til Yokohama? Ville han overleve stormen i det kinesiske hav? Eller nå over den skrøbelige togbro, uden den styrtede sammen?
Da detektiv Fix til sidst anholdt Fogg på havnen i Manchester, var jeg i et kort sekund bange for, han ville få en blodstyrtning.
Samtidig – og det er vel egentlig mest ros til min søn – var han i stand til at kalde bullshit ved alt, der lignede stereotypiske kulturelle fremstillinger.
Der er håb for fremtiden. Både Passepartouts, Aondas og Foggs, bøgernes og den unge generations.
Jorden rundt i 80 dage af Jules Verne
Kapitelbog (6-12 kr.), 100 kr.
Juli 2020, Gads Forlag (anmeldereksemplar).
Aske Munk-Jørgensen er litterat, forfatter og eventyrromanentuisiast. Han har senest udgivet horrorromanen Gamle Venner og udgiver i efteråret kærlighedsromanen Sfærernes musik.