Monsterbange

 

Et af mine børn – jeg har lovet ikke at nævne navne – var på et tidspunkt virkelig bange for Murren fra Mumitroldene. Der var ikke noget farligere i hele verden end den forbistrede Murre, og den kunne åbenbart være overalt. På badeværelset, i skabet og ikke mindst uden for vinduet. Hvis der var et sted, hvor Murren i hvert fald ikke kun var, var det i fjernsynet…!

Almindelig logik hjalp i det store hele ikke i kampen mod Murren. Og så alligevel. På et tidspunkt fik jeg en lys ide: “Ved du egentlig, hvor stor Murren er i virkeligheden? Den er ikke større end vores peberkværn. Så hvis Murren kommer, så kan du bare knipse den væk med fingrene.”

Og lige pludselig var Murren gjort så lille, at den ikke var farlig længere. Den blev faktisk lidt fjollet, som den stod der med sine forskelligfarvede øjne og lod, som om den var uhyggelig. Og det var det. Vi var ovre Murren.

Og det er lidt det samme der sker i denne fantastisk fine børnebog, MONSTERBANGE. Hovedpersonen er overbevist om, at der er et kæmpestort megauhyggeligt monster oppe på familiens loft. Og sådan er det bare. Det er et faktum!

Betina Birkjær fortæller med det monsterbange barn i fokus og rammer meget præcist, hvordan det er at være sikker på, at der lurer et monster et sted derude. Hvordan monstret i fantasien bare vokser sig større og grummere. Hvordan den mindste lyd eller skygge er tegn på, at monstret er der. Hvor uendeligt langt der kan være hen til forældrenes soveværelse – eller stikkontakten. Og hvor lidt forældres forsikringer hjælper.

På et tidspunkt får moren lokket barnet med op på loftet – og det er da barnet ser, at loftet er så lille, at der slet ikke kan være et kæmpestort monster, at barnet slipper sin monsterangst. Men det slipper faktisk ikke sin ide om, at der er et monster på loftet. Der ER et monster på loftet. Et fantastisk nuttet og ikke mindst lille monster.

Nuurh – som mit her navnløse barn ville sige (og sagde) – den er simpelthen så utrolig fin og sød denne bog. Zarah Juul har overgået sig selv (og det siger ikke så lidt) med illustrationer, der til tider er vældig uhyggelige, men samtidig (heldigvis!) vældig charmerende. I illustrationerne er monstrene i mørket, præcis som de er i barnets fantasi, men der gemmer sig også sjove og hyggelige detaljer, så det barn, der læser med, ikke bliver alt for skræmt.

Det er rigtig godt tænkt, at der faktisk er et monster på loftet. For det kan være rigtig svært at overbevise et barn om, at monstre kun findes i dets fantasi. Men nogle gange kan det faktisk lykkes at få det overbevist om, at monstret er så lille, at man bare kan knipse det væk – eller at det er lille og meganuttet.

Må absolut anbefales til alle, der er – eller har været – monsterbange. Så altså, til alle.

Monsterbange af Betina Birkjær (ill. Zarah Juul)
Billedbog (4-8 år), 250 kr.
Marts 2021, Jensen & Dalgaard (anmeldereksemplar)

Skriv et svar