Trylleblik

 

TRYLLEBLIK fortæller en barsk historie. Den fortæller om et land i krig. Den fortæller om en pige og hendes familie på flugt. Den fortæller om en bedstemor, som må efterlades død i skoven. Den fortæller om en mor, der forsvinder i havet.

Dette er fortællingen, som man kan finde i bogens illustrationer. Pigen selv fortæller om det trylleblik, som hendes bedstemor har lært hende. Et trylleblik, der kan se skønhed, lys og håb, hvor det ikke er.

Vi har alle brug for et trylleblik, når vi læser denne historie. Historien er for grum – også for os – uden. Derfor må der i alt det grå være lyserøde kirsebærblomster, havfruer og gyldne slotte. Derfor må både moren og bedstemoren genopstå i trylleblikket til sidst.

Og måske er det den eneste måde, man kan fortælle denne historie på. For hvordan fortæller vi om de voldsomme traumer, der kan følge krig og flugt? Og hvordan fortæller vi ikke mindst om dem til børn?

På bagsiden kan man læse, at bogen handler om “et barns fantastiske evne til at blive ved med at tro på, at der findes godt og smukt i verden”.

For mig handler det om et barn, som ser noget andet end det, der er, fordi at gøre andet ville knække hende. Hendes mor er ikke med, da båden når land. Hun er druknet. Det må være et voldsomt traume. Trylleblik er ikke en måde at blive ved med at tro på, at der findes godt og smukt i verden. Det er en måde at overleve det fuldstændig ubærlige.

Ane Bjørn insisterer på at fortælle en historie, som for de fleste af os befinder sig i periferien af vores bevidsthed. Det er en vigtig historie at få fortalt. Og Ane Bjørn fortæller på en måde, så vi kan holde ud at høre den. Samtidig synes jeg, at bogen – her tænker jeg på bagsideteksten og også undervisningsmaterialet – bliver nødt til at stå ved, hvor grum en historie, den fortæller. At gøre andet er at negligere flugtens barske realiteter.

Trylleblik af Ane Bjørn
Billedbog (7 år og op), 200 kr.
Juni 2021, Gutkind (anmeldereksemplar)