Om at have haler

 

En hale. En mor. En saks. Det er en mørk historie, der fortælles i MIN HALE. Det er en historie om at skulle holde noget skjult. Gemme det væk. Ikke lade andre se det. Men det er også en historie om ikke at kunne holde det tilbage. Lade det slippe fri. Leve fuldt ud.

I denne historie er det en hale, der skal gemmes væk. Og da hovedpersonen i et øjebliks frimodighed alligevel slipper den fri, får det konsekvenser. Pigens mor klipper pigens hale af. Heldigvis finder pigen ud af, at uanset hvor mange gange halen bliver klippet af, så kommer den tilbage igen. Det sætter hende fri.

Bogen indeholder både det dunkle mørke, undertrykkelsen, morens fordømmende blik. Og så sprudler den af livsglæde og livskraft i det øjeblik pigen sætter halen fri og da hun opdager, at moren nok kan fjerne halen, men at den i kraft af pigens natur altid vil vende tilbage. Det er hårdt at se halen blive klippet af, men det er forløsende at opleve pigens glæde og sanselighed.

MIN HALE er en stærk og eviggyldig fortælling, som mange vil kunne identificere sig med. Det er en historie med mange lag, hvor halen vil symbolisere noget forskelligt for hver enkelt. Hvor hver nu genlæsning vil føje til nye forståelser af historien.

Må absolut anbefales til alle.

Min hale af Lilja Scherfig (ill. Signe Kjær)
Billedbog (6-10 år), 270 kr.
September 2020, Jensen & Dalgaard (anmeldereksemplar)

Skriv et svar