Frøken Fnug og Frøken Fjer

Denne bog er yndig og væver, ligesom Frøken Fnug, sirlig og let, ligesom Frøken Fjer, hyggelig og varm, ligesom den boghandel begge søstre bor i i Vejle.

Frøken Fnug fejer hver nat de grimme ord op, som er blevet hvisket og skreget i løbet af dagen. I fritiden samler hun på ord, som er fyldt med skønhed og ånd og putter dem i folks lommer.

Frøken Fjer forvandler sig hver nat til en svale og drysser guldstøv på folk, hvis fantasier er sorte – så deres sind bliver let og fyldt med farver og inspiration.

Ahmen altså, hvor er denne bog bare fantastisk fin. Med nogle velfungerende rim og nogle meget smukke illustrationer bliver der fortalt en finurlig og poetisk historie om de to søstre, der på hver deres måde hjælper med at gøre de mørke måneder i efteråret og vinteren lidt lysere.

Må absolut anbefales til alle!

Frøken Fnug og Frøken Fjer af Maria Frantzen Sanko (ill: Karla Holmbäck)
Billedbog (3-6 år), 270 kr.
August 2020, Turbine Forlaget (Anmeldereksemplar)

Skriv et svar