Mefisto

MEFISTO er historien om en sort kat. Som folk kaster sten efter. Og råber efter. Folk forbinder hans farve med uheld og ulykker. Ingen holder af ham.

“Siger du, at jeg havde min frihed? Men hvad er frihed værd, hvis ingen holder af dig?” proklamerer Mefisto, inden han til sidst flygter fra byens hårde, kolde liv.

For en stund finder han et lille stykke paradis, en eng uden mennesker og had, men godt med markmus og fred. Han må dog frygtsomt vende tilbage mod byen, da vinteren for alvor sætter ind. Og her venter ham en overraskelse. Han har været savnet! For mens han har været væk, har mus og rotter invaderet byens huse. Da han får sat skik på byen, er han en helt.

Illustrationerne i MEFISTO står skarpt. Opslagene er holdt i sort og hvid og kontrasterne skaber et stærkt visuelt indtryk. Samtidig fremstår flere af opslagene nærmest som papirklip, hvilket tilfører skarpheden en poetisk kant. Det er meget smukt udført.

Mefisto fortæller selv historien om at være udstødt og fremmedgjort. Det er en dyster enetale, hvor det mærkes, hvordan det er at være den, der står ufrivilligt uden for fællesskabet.

MEFISTO er en filosofisk og på sin vis politisk bog om frihed og fællesskab, om at være indenfor og udenfor. Og ikke mindst en bog om fordomme, der bliver gjort til skamme.

En meget anbefalelsesværdig bog, der lægger op til en mængde gode snakke.

Mefisto af Bernard Villiot (Ill. Antoine Guillopé)
Billedbog (4-8 år), 250 kr.
Marts 2020, Jensen og Dalgaard (anmeldereksemplar)