Snorkesvin!

SNORKESVINENE er en virkelig sjov og samtidig virkelig sød fortælling om hr. Svin og fru Svin, der begge snorker VIRKELIG meget. Og det er noget forfærdeligt roderi. Den, der ikke falder i søvn først, sover ganske enkelt ikke. Det larmer alt for meget.

Det giver sig selv, at det ikke er særlig hensigtsmæssigt. De to giver sig derfor i kast med forskellige løsninger. Ørepropper, næseklemmer, at tælle får, sågar at sove hver for sig (og det går virkelig ikke!).

Til sidst lykkes det dem heldigvis at finde en løsning – og den er simpelthen bare så kær.

Vi knuselsker de to herlige snorkesvin. Ikke mindst på grund af Jon Skræntskovs illustrationer, der er fyldt med fantastisk sjove og charmerende detaljer.

Må absolut anbefales til alle – hvad enten de snorker eller ej!

Snorkesvinene af Ditte Steensballe (ill. Jon Skræntskov)
Billedbog (3-6 år), 250 kr.
Januar 2022, Jensen & Dalgaard

Skriv et svar